Tag Archives: Curly Strings

EWOB 2016 – indtryk

I går eftermiddags vendte undertegnede hjem fra EWOB (European World of Bluegrass) nummer 19 i Holland. I dag har jeg fordøjet indtrykkene og er alt i alt godt tilfreds.

Alt var som det plejer. Og alligevel ikke.

Da jeg læste EWOB-formandens indlæg i programmet gav det mig de første spor til, at noget er under opsejling. I hans indlæg drøftede han fremtiden for EWOB og gjorde det klart at et generationsskifte er nødvendigt hvis festivallen (og organisationen) skal overleve.

Det næste spor var et rygte om at t’Trefpunt, eller i al fald bygningen, er ved at være så gammel og slidt at der skal gøres et eller andet. Rygtet blev bekræftet officielt lørdag aften i formandens afslutningstale. Det lokale byråd beslutter i løbet af sommeren hvad der skal ske med huset, og det er ikke sikkert om det bliver revet ned, renoveret eller flyttet. Næste år vil festivallen dog formegentlig være på det samme sted og det er nok meget passende da det bliver 20-års jubilæet.

Endnu et spor var de ændringer der er lavet i afstemningsproceduren til #1 European Bluegrass Band. Indtil i år har det været de deltagende bands der stemte på hinanden. I år havde man valgt at tilføje en jury (som ikke blev beskrevet nærmere), men man understregede at det var på opfordring fra de deltagende bands. Hvor meget juryen har betyder for hvem der faktisk vandt, er ikke helt klart.

Inden vi bevæger os til vinderlisten, er det værd at nævne “Liz Meyer Award”, som hvert år uddeles til et band som har været særlig progressiv i sin tilgang til Bluegrass. Og det var det estiske band “Curly Strings” som løb med både Liz Meyer Award og også førstepladsen i #1 EBB Award. Og det var det afgørende hint om at noget er under opsejling.

Curly Strings er et band fra Estland der spiller hjemmekomponeret folkemusik som hist og her har en duft af Bluegrass. De er virkelig dygtige musikere og har arrangeret sig godt. De behersker deres instrumenter til fulde og har nogle flotte harmonier når de synger. Især guitaristen og mandolinisten er inspireret af bluegrass – det er helt tydeligt. Var de, de bedste musikere på festivallen? Ja, det var de. Var de det bedste band på festivallen? Ja, det var de også. Gav de den bedste koncert? Ja, det vil jeg mene. Var det Bluegrass? …. Det må være op til dem der lytter. I al fald er det bemærkelsesværdigt, og et tegn på et fokus på det mere progressive, at et band der i manges øre ikke spiller Bluegrass, vinder førstepladsen ved en Bluegrass festival.

Personligt var jeg ret vild med Curly Strings og mener helt sikkert at det var velfortjent med en sejr. Jeg er dog ikke sikker på om festivallen bør omdøbes til “European World of Folk”, hvis det er denne type bands der bliver vinderne fremover. Imidlertid var det også et opgør med det tjekkiske hard-driving, maskingeværs-agtige, Czech-grass, som har vundet så mange gange før.

Alt i alt er jeg godt tilfreds, og glæder mig til at se de forandringer festivallen kommer til at gennemgå, i de næste par år!

Vindere:

# 1 European Bluegrass Award

  1. Curly Strings
  2. Rawhide

Audience Popularity Award

  1. Sons of Navarone
  2. Original Five
  3. Cheerful Dilligence

 

 

 

Advertisements

Leave a comment

Filed under Musik