Tag Archives: Antastet

Cykel-attack!

Jeg står i S-toget. Jep, endnu engang er jeg jyde i København. Vi har holdt stille ved Vesterport og dørene begynder at lukke. En ældre dame i limegrøn jakke og briller torpederer sin cykel ind mellem de to automatiske døre, der forsøger at lukke i. Der sidder hun så, som en stor vred limegrøn trykkoger klemt fast i en fuldautomatisk musefælde. Hun vrider arrigt i cyklen og døren kan ikke rigtig bestemme sig til, om den skal åbne lidt op eller lukke helt i.

Min første tanke er efter to sekunder: “Hun giver nok op og tager den næste – der er jo kun otte minutter til”. Min næste tanke er: “Fyren der står tættest på døren hjælper hende nok”. Da hverken det ene eller det andet sker, går jeg hen til døren og trækker den lidt til side.

Den limegrønne dame stormer ind – mægtig og forurettet. Min venstre fod må indse at en limegrøn dames cykel er ret tung da hun maser den henover mine tær. Demonstrativt stiller hun sig med ryggen til mig og siger hverken tak eller beklager. Her bliver jeg ærlig talt en smule fornærmet, men jeg gemmer det væk. Når man er limegrøn på den måde, er det sidste man har brug for sikkert, at en eller anden ung fløs giver én besked om god opførsel.

Lidt efter stopper vi på den næste station og vi er flere der skal ud. Damen skal ikke ud. Hun maser rundt med sin cykel af uvisse årsager og kvitterer ved at kvæste min anden fod. Igen uden undskyldning eller antydning af opdragelse.

Jeg kigger på den unge mand der ikke hjalp hende. Det går op for mig at han er en af dem som den limegrønne helt sikkert ville anklage for dårlig opførsel og sikkert også uvenligt bede om at: “skrubbe hjem hvor han kommer fra”. I virkeligheden kigger jeg på ham og han på mig. Hele situationens uendelige ironi falder over os begge samtidig og vi kæmper for ikke at komme til at grine højlydt. Han gemmer hele ansigtet i sin hånd mens hans skuldrer hulke-hopper af grin.

Limegrøn er tilsyneladende en del mere farlig end alverdens andre farver.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Historie

Stilheden

Var på en strand i forårsvejret. Der var stille. Helt stille. Altså, sådan helt bum stille. Så stille at det næsten gjorde ondt i hovedet. Det var ret vildt. Det er længe siden jeg har været så langt væk hjemmefra. Det burde man gøre noget oftere.

Mødte et ægtepar på stranden. De spurgte “Kommer man op i skoven eller videre rundt på stranden, hvis man går den vej”. Jeg svarede ærligt “Det aner jeg faktisk ikke”, jeg havde nemlig aldrig været der før. Parret spurgte: “Jamen, kommer du ikke lige deroppe fra?”. Jeg følte mig anklaget, antastet og betvivlet. Alligevel krøb jeg til korset og tilstod, at jeg ikke havde været der før. Damen var stadig utilfreds: “Man må da komme ned på stranden igen – ik’?”. Jeg så på manden efter hjælp. Han smilede bare. “Jo, det må man altså”, sagde hun og gik derhen imod.

Jeg aner ikke om de fandt vejen til stranden, men jeg er ret sikker på at damen, med ren og skær vilje, kunne få vejen til at gå ned til stranden… Eller også troede hun det i al fald selv.

Jeg håber de havde en god tur.

Leave a comment

Filed under Historie