Category Archives: Historie

Cykel-attack!

Jeg står i S-toget. Jep, endnu engang er jeg jyde i København. Vi har holdt stille ved Vesterport og dørene begynder at lukke. En ældre dame i limegrøn jakke og briller torpederer sin cykel ind mellem de to automatiske døre, der forsøger at lukke i. Der sidder hun så, som en stor vred limegrøn trykkoger klemt fast i en fuldautomatisk musefælde. Hun vrider arrigt i cyklen og døren kan ikke rigtig bestemme sig til, om den skal åbne lidt op eller lukke helt i.

Min første tanke er efter to sekunder: “Hun giver nok op og tager den næste – der er jo kun otte minutter til”. Min næste tanke er: “Fyren der står tættest på døren hjælper hende nok”. Da hverken det ene eller det andet sker, går jeg hen til døren og trækker den lidt til side.

Den limegrønne dame stormer ind – mægtig og forurettet. Min venstre fod må indse at en limegrøn dames cykel er ret tung da hun maser den henover mine tær. Demonstrativt stiller hun sig med ryggen til mig og siger hverken tak eller beklager. Her bliver jeg ærlig talt en smule fornærmet, men jeg gemmer det væk. Når man er limegrøn på den måde, er det sidste man har brug for sikkert, at en eller anden ung fløs giver én besked om god opførsel.

Lidt efter stopper vi på den næste station og vi er flere der skal ud. Damen skal ikke ud. Hun maser rundt med sin cykel af uvisse årsager og kvitterer ved at kvæste min anden fod. Igen uden undskyldning eller antydning af opdragelse.

Jeg kigger på den unge mand der ikke hjalp hende. Det går op for mig at han er en af dem som den limegrønne helt sikkert ville anklage for dårlig opførsel og sikkert også uvenligt bede om at: “skrubbe hjem hvor han kommer fra”. I virkeligheden kigger jeg på ham og han på mig. Hele situationens uendelige ironi falder over os begge samtidig og vi kæmper for ikke at komme til at grine højlydt. Han gemmer hele ansigtet i sin hånd mens hans skuldrer hulke-hopper af grin.

Limegrøn er tilsyneladende en del mere farlig end alverdens andre farver.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Historie

Pokemon!

En gymnasiemoden fyr og pige diskuterer Karisma-festen i toget på vej mod København:

Ham: hvis jeg ikke scorer der, så er der ingen der scorer (fire bumser i hans pande understreger hans uimodståelighed).

Hun: hvis hun er villig så er hun billig…… det er i al fald mit motto…. eller…. Hvis hun er ALT for villig, så er hun i hvert fald billig…. Det er bare SÅ klammo at få kønssygdomme på et toilet!

Ham: kønssygdomme er ligesom Pokemon; du skal helst fange dem alle sammen… jeg er så god til at spille forsvar at ALLE vil have mig på hold (tager solbriller på der er store nok til at dække ca halvdelen af alle hans bumser).

Sjælland er et underligt sted!

Leave a comment

Filed under Historie

Harmonika forbi – GO AWAY!

Indimellem ender jeg i København. Nogle gange er det mere frivilligt end andre. De fleste gange erkender jeg dog min jyde-side og må indse, at jeg i grunden er en smule betænkelig ved en stor by. Der er farligt når man ikke kan se til vandet eller landet fra ens vindue.

Og der sad jeg så, på den mest jydeagtige manér, og spiste min madpakke på en bænk foran s-togs stationen. Solen havde netop strukket en arm igennem det kedelige skydække, og jeg mærkede hvordan dens vinterhvide varme smøg sig omkring mig. Midt i mit velvære dukkede en harmonika-trækkende musikant op, og begyndte at spille en lystig og næsten identificerbar melodi. Min første frygt var, at det ville være forfærdeligt, men heldigvis var han dygtig.

Og nu – dramaet! Jeg sad faktisk med ryggen til harmonikaen, og så derfor ikke hele optrinnet. Jeg erfarede bare at melodien stoppede meget brat. Fornemmede den der pladsspiller-svvvirrrp lyd, når nogen tager pickuppen af for hurtigt. En eller anden formulerede sig skarpt overfor harmonikaen. Så skarpt at jeg måtte kigge mig over skulderen. En ubarberet, og på alle måder utiltalende mand, med en gul “hus forbi” taske, halvråbte af harmonikaen. Harmonika forstod vidst ikke dansk og Hus Forbi måtte ty til engelsk. “GO AWAY, GO AWAY NOW”. Og Harmonika forsøgte at forklare, men blev mødt med flere “GO AWAY”‘er. Hus Forbi smed trumfen og råbte: “YOU HAVE NO ALLOWED TO BEG HERE – BEGGING IS ILLEGAL – YOU ARE NOISY – GO AWAY”.

Som så ofte før, og med ideer om dummebøder i hukommelsen, forblev jeg ærkedansk og blandede mig udenom.

Lidt senere kom jeg tilbage samme vej, og kunne konstatere at Hus Forbi nu stod på selv samme plet, og tilbød sit blad med masser af “Hav en dejlig dag” og “Ja, jeg kender godt det der med ikke at have kontanter”. Jeg ved ikke hvordan Hus Forbi Mafian fungerer, og jeg ved ikke hvordan den står i forhold til Hamonika-ligaen, men det er i al fald sikkert og vidst, at S-togs stationen ved Svanemøllen i København IKKE tillader tiggeri – det siger Hus Forbi!

Leave a comment

Filed under Filosoferen, Historie

Røjsere!

Jeg sidder på en café. En af de her larmende steder der har buffet og en veranda. Lige dele børn, unge, midaldrende og gamle optager bordene omkring mig. Jeg har listet mig til at betale 100 kr. for buffeten, og sidder nu og fundere over om knirkelydene fra min livrem skyldes den sidste morgen-basse. Måske er den bare blevet gammel. Livremmen altså.

I min forplummede mæthed, kommer pludselig en lille pige sjaskende igennem cafeen. Hun slår fodsålerne mod gulvet i en grad så man ikke er i tvivl om, at her kommer hun. Og det gør hun. Stolt, småsyngende (melodien er vidst hjemmelavet) og med et menukort i hænderne. Hun minder mig lidt om Peter Plys da sangen pludselig får ord: “Her er en bog fra mor – hmm hmm hmm, til min søster som er stor la-la-la-la”. Jeg er sikker på at sangen har en længere tekst. Desværre er lydniveauet i cafeen af en sådan beskaffenhed, at det ikke lader sig høre.

Pigen, der har mørke røjsere på, går hen til et bord. Jeg kigger efter Røjserne og får øje på den besungende storesøster. Hun ser undskyldende ud. Jeg smiler. Storesøster bliver tilsyneladende lettet og smiler igen. Røjserne giver storesøster bogen, og får den hurtigt igen. Syngende går Røjserne tilbage.

Lige ud for mit bord stopper hun. Hun kigger i menuen som jeg er ret sikker på at hun ikke kan læse og synger: “Læse læse læse, en pariser-tååååst, bummelum-la-la og en æble-mååååst”. 

Jeg er ret sikker på at der var flere i cafeen der fik en fremragende kulinarisk oplevelse, da de prøvede at kombinere pariser-toast og æble-most, og kun kunne være enige i sangens sidste vers: “det er gååådt, det er gååådt med pariser-tåååst og æble-mååååst”

Leave a comment

Filed under Historie

Et stenkast fra en skideballe…

Jeg handler. Altså, sådan ind imellem. Og, så går jeg forbi en parkeringsplads når jeg går hjem. Det gjorde jeg også forleden. Min opmærksomhed blev  antastet da jeg hørte nogen råbe noget jeg ikke forstod. En dreng stod ved en bil og råbte efter en pige der var ældre. Jeg tror der var tale om en storesøster. Jeg tror de var uvenner. Jeg tror det handlede om bilnørgler.

Drengen, der er en af de der typer som man altid ser løbe rundt imellem boligblokkene, løb forbi mig. Hen til pigen. Han råbte. Jeg forstod det ikke. Søsteren lavede sigende gestikulation mod hendes taske og understregede hermed, at hun i al fald ikke havde nøglen. Drengen blev tilsyndeladende vred. Han løb to skridt over til en indkørsel med perlegrus, samlede en håndfuld op, gjorde en kastebevægelse mod søsteren der dukkede sig. Heldigvis fik han øje på undertegnede inden han slap stenene. Der blev derfor ikke nogen byge af hvide småsten at se. Pudsigt nok var min tanke mest på den knaldrøde Toyota Aygo der også opholdt sig i skudlinien. Måske fordi min egen bil stod relativt tæt på stedet.

Min opmærksomhed var skærpet. Drengen fornemmede det. Han nøjedes med at råbe lidt af søsteren der endte med, at give ham nøglerne hun ikke havde i hendes taske. Jeg gik forbi. De råbte lidt videre. Og så! En række sigende kliklyde. Et kig over skulderen og jeg kunne konstatere at drengen nu var i fuld firspring på vej væk. Søsteren virkede lettere irriteret, men uskadt. Jeg har endnu ikke kigget efter på den røde Toyota Aygo, men efter alt at dømme, var det netop denne der var det største offer den dag.

I mit hoved, i mine tanker, har jeg givet drengen tusinde skideballer. Skideballer for overhovedet at kunne tænke at det var i orden at smide med sten, for at ramme hans søster, for at gøre det omkring hundedyre aktiver.

I virkeligheden vendte jeg mig bare om og gik hjem.

Leave a comment

Filed under Historie

Hjem fra biografen.

Jeg går indimellem i biografen. Jeg kan godt lide film. Faktisk kan jeg godt bare lide historier – i film, i bøger, i virkeligheden. Det er rart med historier. Og her er én til:

Forleden gik jeg hjem fra biografen. Sådan, henunder aften. Måske var den halv ti. Jeg havde lige været i fakta og købe en liter mælk og noget rugbrød. Derfor bar jeg mælk og rugbrød i den ene arm, og trak min cykel med den anden. Da jeg kommer forbi en stor varevogn der står parkeret, opfanger jeg musik fra en af lejlighederne i stueetagen. Det er ikke der jeg bor. Men det ligner.

I ly af varevognen, foran hoveddøren på fortorvet, står to unge gutter og gemmer sig lidt. Det er tydeligt at de høre til festen inde i huset. En sødlig lugt som jeg ret hurtigt genkender, svæver mig i møde. Det faktum at den ene gut står og varmer en hjemmerullet cigaret med en lighter, giver mig sikkerhed for at jeg ikke har taget fejl af lugten. Og nu kunne det godt blive en harm historie om at: “det må man ikke” og “hvad tænker de unge mennesker på”. Men nej. Det der gør historien her interessant, er det den ene siger til den anden idet jeg går forbi. Den ene holder den hjemmerullede, som er ca. 8-10 centimeter lang, og en lille centimeter på det tykkeste sted, frem og siger: “det er da synd at gemme sådan en lille stump”.

Nu ved jeg ikke hvor stor sådan en skal være, for ikke at være en “lille stump”. Jeg har aldrig røget sådan noget selv, så jeg aner INTET om det. Men, jeg har da set sådan nogen før. Og, for mig at se var det en ganske anselig “stump”, de der havde sig.

Som sagt, er jeg hverken harm eller indigneret over de unge menneskers forehavende. Bare overrasket over hvad man kan kalde en “lille stump”.

Diller… (you were all thinking it!)…

Leave a comment

Filed under Filosoferen, Historie

Tims Teatime Revenge

Fandt en gammel notesbog:

“Somebody broke Tims bike one day

And seeing the culprit racing away

Tim swore aloud, he confessed to me:

“Me revenge will last an eternity”

“But oh look” said a man quite unknown

“There is a lorry, laden with stone”

The perpetrator saw the lorry quite clear

But he couldn’t react and he couldn’t stear

The truth of the matter all came to be

Tim had his revenge and went home for tea

Og moralen er…. åbenlys…

Leave a comment

Filed under Historie