Stilheden

Var på en strand i forårsvejret. Der var stille. Helt stille. Altså, sådan helt bum stille. Så stille at det næsten gjorde ondt i hovedet. Det var ret vildt. Det er længe siden jeg har været så langt væk hjemmefra. Det burde man gøre noget oftere.

Mødte et ægtepar på stranden. De spurgte “Kommer man op i skoven eller videre rundt på stranden, hvis man går den vej”. Jeg svarede ærligt “Det aner jeg faktisk ikke”, jeg havde nemlig aldrig været der før. Parret spurgte: “Jamen, kommer du ikke lige deroppe fra?”. Jeg følte mig anklaget, antastet og betvivlet. Alligevel krøb jeg til korset og tilstod, at jeg ikke havde været der før. Damen var stadig utilfreds: “Man må da komme ned på stranden igen – ik’?”. Jeg så på manden efter hjælp. Han smilede bare. “Jo, det må man altså”, sagde hun og gik derhen imod.

Jeg aner ikke om de fandt vejen til stranden, men jeg er ret sikker på at damen, med ren og skær vilje, kunne få vejen til at gå ned til stranden… Eller også troede hun det i al fald selv.

Jeg håber de havde en god tur.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Historie

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s