Monthly Archives: April 2013

Når andre bestemmer…

Nogle gange er det ikke én selv der bestemmer. Andre gange er det.

Her hvor jeg bor, er det f.eks. overboen der egenhændigt bestemmer hvornår vi går i seng. Og nogle gange bestemmer de også hvilken musik vi skal høre. Dunke-pop. Ofte dunke-pop. Måske Justien Bieber, men jeg ved det ikke. Andre gange skal vi høre sådan noget med en tekst på et sprog jeg ikke forstår, med toner der lyder sådan lidt skæve. Men, der er også dunke i det. De er vidst fra Pakistan.

Engang havde jeg en nabo der grinede meget højt. Altså, sådan MEGET højt. Men, selvom naboen grinede meget højt, blev det ikke bestemt at vi skulle have det sjovt. Det blev bare bestemt, at vi skulle kunne høre naboen grine.

Nogle gange er det måske lidt ligesom, at det andre bestemmer for én, bare er et ekko af det, det virkeligt handler om.

Advertisements

4 Comments

Filed under Filosoferen, Musik

Вечерний звон

Da jeg hørte den første gang, sad jeg på Sicilien. Teatret var stort set helt stille, og et herrekor på 21 satte salen i svingninger. Det startede med en dyb, brummende bas, og så en stille, næsten sart tenor henover. En fantastisk oplevelse:

Вечерний звон, вечерний звон!

Как много дум наводит он

О юных днях в краю родном,

Где я любил, где отчий дом,

И как я, с ним навек простясь,

Там слушал звон в последний раз!

 

Уже не зреть мне светлых дней

Весны обманчивой моей!

И сколько нет теперь в живых

Тогда веселых, молодых!

И крепок их могильный сон;

Не слышен им вечерний звон.

 

Лежать и мне в земле сырой!

Напев унывный надо мной

В долине ветер разнесет;

Другой певец по ней пройдет,

И уж не я, а будет он

В раздумье петь вечерний звон!

 

Leave a comment

Filed under Musik

Stay calm and playstation!

Øh?

Jeg er ikke rutineret flyver. Jeg har fløjet, ja, men rutineret er jeg ikke. Alligevel opfanger man jo et eller andet. Som f.eks. dette.

RyanAir: Du må gerne have laser-blik der kan sætte ild i røgen udenfor, men så må du ikke komme ud!

RyanAir: Hvis du vil spille playstation, skal du bare trække i håndtaget ved døren, så popper der en controller ud.

RyanAir: Åben døren. Nyd rutsjebanen.

Jeg elsker piktogrammer!

 

Leave a comment

Filed under Billede, Filosoferen

Den sidste canollo…

UhhmmJeg spiser den sidste canollo i lufthavnen. Selvom det helt sikkert er et industriprodukt, og selvom den absolut ikke er lige så god som den jeg fik på Café Touring forleden, så er den stadig så meget af Sicilien, at jeg jeg ikke kan andet end at nyde den. Og derfor dette billede. En lille Siciliansk specialitet som har fået så bred anerkendelse på grund af én lille sætning: “Lose the gun…. get the canolli”…

 

Leave a comment

Filed under Billede

Tims Teatime Revenge

Fandt en gammel notesbog:

“Somebody broke Tims bike one day

And seeing the culprit racing away

Tim swore aloud, he confessed to me:

“Me revenge will last an eternity”

“But oh look” said a man quite unknown

“There is a lorry, laden with stone”

The perpetrator saw the lorry quite clear

But he couldn’t react and he couldn’t stear

The truth of the matter all came to be

Tim had his revenge and went home for tea

Og moralen er…. åbenlys…

Leave a comment

Filed under Historie

Farligt!

GISP!

 

Her var jeg engang! Der faldt ikke nogen sten ned. Heldigvis.

Leave a comment

Filed under Billede

Genkendelse…

Jeg har måtte konstatere at jeg er kendt. Flere gange faktisk. Forleden stod jeg på banegården og ventede på en god veninde. Det er sådan  noget man gør, når man bor i en storby. Det sådan, meget musical-agtigt, synes jeg. Men i al fald.

En midaldrende dame i de der tofarvede gummistøvler (dem der der hovedsageligt er mørkeblå, men én har noget rødt og én har noget grønt) stod ved siden af. Jeg kastede et enkelt blik, og kiggede så videre efter hende jeg faktisk ventede på. Dette ansporede damen til at kigge og kigge (og det kunne jeg mærke). Hun kiggede så meget at hun gik ind foran mig. Det var ikke nær så ubehageligt som det lyder. Så udbrød hun: “Du er da ham der, fra det der band der!?”. Og jo, det er jeg jo faktisk. “Jeg filmede det jo, det gjorde i godt, jeg har vist det til alle jeg kender”. Og det er jo lidt af et kompliment, det må man sige. Jeg takkede, bukkede nærmest og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

Det var en god oplevelse. Alle skulle genkendes af fremmede indimellem. Det er meget bekræftende.

2 Comments

Filed under Historie, Musik